Valg af den relevante svejseproces er afgørende for at opretholde integriteten af varmforarbejdet legeringsstål firkantede barer . Valget af en svejseteknik afhænger stort set af typen af legering, dens tilsigtede anvendelse og de ønskede mekaniske egenskaber. For eksempel bruges MiG (metal inert gas) svejsning ofte til hurtigere produktion og effektiv sammenføjning af tykkere sektioner af legeringsstål. Tig (wolfram inert gas) svejsning foretrækkes på den anden side ofte, når præcision og kontrol er påkrævet, såsom i høj kvalitet eller kritiske svejsninger, hvor udseende og styrke er vigtigst. Stick-svejsning er en anden mulighed og bruges ofte til dens alsidighed, især i udendørs eller tunge applikationer.
Korrekt overfladeforberedelse er vigtig inden svejsning for at undgå at indføre forurenende stoffer, der kan svække bindingen eller forårsage defekter i svejsningen. Overfladen af legeringsstålkvadratstængerne skal rengøres for enhver olie, rust, mølleskala eller affald ved hjælp af slibematerialer eller kemikalier. Forurenende stoffer kan føre til dårlig fusion mellem basismaterialet og fyldningsmetallet, hvilket resulterer i svage led eller potentielle fejlpunkter. For visse legeringer kan forvarmning af stålet før svejsning anbefales for at reducere risikoen for revner, især i tykkere sektioner. Forvarmning reducerer temperaturforskellen mellem svejsezonen og det omgivende materiale, hvilket muliggør mere kontrolleret termisk ekspansion og sammentrækning.
Overdreven varmeindgang under svejseprocessen kan have negativ indflydelse på de mekaniske egenskaber ved den varmbearbejdede legeringsstål, hvilket potentielt kan føre til ændringer i mikrostruktur, der kan resultere i skørhed, reduceret styrke eller forvrængning. Det er kritisk at kontrollere varmeindgangen ved at justere svejseparametrene, såsom strøm, spænding, rejsehastighed og elektrodetype. Brug af for meget varme kan få materialet til at opleve lokaliseret overophedning, hvilket fører til dannelse af blødere områder eller en stigning i resterende spændinger, hvilket senere kan resultere i vridning eller revner. Nøglen er at bruge den laveste varmeindgang, der er nødvendig for at producere en lyd, stærk svejsning uden at overskride de temperaturgrænser, der ville forringe legeringens egenskaber. Brug af en multi-pass svejsningsteknik kan typisk hjælpe med at kontrollere varmeindgangen mere effektivt.
Efter svejsning kræves ofte efter-svejsningsvarmebehandling (PWHT) for at gendanne de mekaniske egenskaber i det svejste område, især for legeringer med høj styrke. Varmebehandlingsprocessen, såsom stressaflastning eller udglødning, hjælper med at reducere de interne spændinger, der udvikler sig under svejseprocessen og forbedrer materialets duktilitet og sejhed. Efter svejset behandling involverer opvarmning af den svejste komponent til en bestemt temperatur og holder den ved denne temperatur i en periode, før den lader den afkøle langsomt. Dette hjælper med at blødgøre materialet, reducere klithed og sikre, at svejseområdet har egenskaber, der ligner basismaterialet. PWHT er især vigtig for tykkere sektioner af legeringsstål eller højlegeret materialer, der er mere modtagelige for stressekrakning eller forvrængning.
Påfyldningsmetallet skal være kompatibelt med basismaterialet med hensyn til kemisk sammensætning, mekaniske egenskaber og termiske egenskaber. Et fyldemateriale med lignende eller højere styrke end basislegeringen sikrer, at svejsningen kan modstå lignende eller endnu større spændinger. Hvis fyldmaterialet har lavere styrke, kan det skabe et svagt punkt i svejsningen, hvilket fører til fiasko under belastning. Fyldmaterialet skal matche legeringstypen (f.eks. Lav legering, rustfrit eller værktøjsstål) for at sikre de rette metallurgiske egenskaber og undgå problemer som korrosion eller revner. For eksempel kan brug af fyldmaterialer med højere sejhed hjælpe med at forbedre den samlede holdbarhed af svejsningen, især i applikationer med høj stress eller cyklisk belastning.
